Tur til Ratzeburg 2009
Morgenroernes årlige træningstur, dette år til Ratzeburg, startede torsdag d. 3 september kl. 7.30 på parkeringspladsen ved Sorø Kultur- og Fritidscenter.
De 2 Saab´er og Audi´en blev stuvet med deltagernes træningstøj og anden personligt udstyr mens Ranger Roveren var fyldt op med Finns jordemodertaske, Mettes og Bentes frikadelle samt de 4 af Finn personligt udvalgte fadølsfustager - afhentet på Braunstein Bryggeriet i Køge. Humøret var højt - turen gik sydover mod Rødby Fægehavn. På færgen blev morgenmaden indtaget, og efter sejlturen kørte kortegen videre mod turens endelige mål - Ratzeburg. Frede, der var passager i Jespers bil, havde kort tid inden aflagt Ratzeburg besøg, så han var 100% stedkendt, og tillige sikker vejviser. Da vi nåede Lübecks nordlige indfaldsvej ledte han derfor kortegen ad en yderst spændende rute gennem det meste af byen. I de andre biler blev det drøftet, om det mon var den bedste, korteste eller hurtigste vej. Vi kom dog langt om længe ud på en rimelig vej, der førte direkte til Ratzeburg.
Jespers bil var den først ankomne, og da Frede jo vidste hvilket hus vi skulle bebo, måtte han lige på mandig vis markere det kommende territorium. Da de næste deltagere nåede frem, kunne de konstatere, at det hus Jan A. havde lejet til os lå længere oppe ad vejen og på modsatte side.
Finn var et dirrende nervebundt ved ankomsten. Jan A havde stillet på alle knapper og kontakter på Ranger Roverens instrumentpanel, men da han var i færd med at udløse en airbag måtte Finn gribe til korporlig afstraffelse. Jan A var dog helt upåvirket af situationen.
Efter at vi var blevet lukket ind i det meget spændende hus, fik vi fordelt sovepladserne.

 
 
 
 

 
 
 
 
 
 
 
Finn fik stillet ølanlægget op og første fustage Dark Ale blev smagsmæssigt godkendt. Madhold nr.- 1 stillede dejlig frokost an - til nogle deltageres fortrydelse oplyste turledelsen, at spiritus ikke måtte nydes, bl.a. af hensyn til et evt. blakket renomé, hvis vi mødte frem i overrislet tilstand i Ratzeburg Roklub.

 

 

I Ratzeburg Roklub tog Frau Gaby Kürschner venligt imod os, og viste hvilke både, vi måtte benytte. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og et bådhold raske roere bemandede klubbens 5´er.
 

Pludselig trak en vældig tordenbyge op over Küchensee, så mandskabet måtte søge ly ved den sydlige søbred. Regn, hagl og lyn og torden føg om ørerne på de gæve roere, der en halv time senere vendte temmelig våde tilbage til klubben.
 
 

Senere på dagen introducerede Jesper en gruppe i raflingens svære kunst.
Madhold nr. 1 fremtryllede en 3-retters menu med lakseterrin som forret, mørbradbøf som hovedret og is til dessert. Ingen gik sultne fra bordet.
 

Fredag d. 4 september var dagen hvor tur ledelsen havde tilrettelagt kulturel udflugt til Lübeck. Om formiddagen var hovedparten af deltagerne på vandet mens madhold nr. 2 måtte bruge tiden på nødvendige forberedelser. Efter frokost kørte vi i 2 taxa´er til Rotenhusen, hvor turbåden mod Lúbeck lå og ventede på vores ankomst. Pragtfuld sejltur i skønt vejr og med "fri bar".
 
 
 
 
 
Turlederen konfererede med skibets kaptajn om den bedste gå-rute gennem Lübeck. Ruten gik over Kohlmarktpladsen - ved det gamle rådhus og St. Marien Kirche. Her blev gjort holdt så for indtagelse af en enkelt genstand - enten på pladsen eller i den tilstødende Rathauskeller.
 
 
Videre til togstationen og planmæssig afgang således at vi kunne være tilbage i god tiden inden middagen skulle serveres. Madhold 2. tog opgaven så alvorlig, at de lod en af deltagerne blive hjemme om eftermiddagen, således at hovedretten - der jo stod på gullasch - kunne plejes og passes til den skulle serveres. Bortset fra at Frede på det kraftigste gav udtryk for, at han "ikke ville have sammenkogt ret", var der rimelig stor tilfredshed med madholdets formåen.
Da første ølfustage var drukket satte Finn næste fustage på anlægget. Denne gang havde han til afveksling valgt en Classic. Smagsmæssigt levede den ikke helt op til forventningerne, hvorfor der igen blev skiftet til Dark Ale. For at gøre bryggeriet en tjeneste telefonerede Finn lige til sin bryggerikontaktmand og oplyste, at der "var noget i vejen med fustagen". Formodentlig noget rensevæske el.l.

Lørdag d. 5. september - dagen hvor vi bl.a. skulle ro i klubbens otter.
Formiddagen var dog til fri afbenyttelse, og undertegnede blev af Jan A vist rundt på den rute Gert Busk havde kørt for at fremvise den østtyske grænse for Jan i 1971. På turen så vi endvidere nogle vildsvin, byens Domkirke, en gade med loppemarked og et andet marked på byens torv. Endnu et kulturelt indslag!
Om eftermiddagen stor aktivitet i roklubben med gruppefotografering og roning i otter - stramt kommanderet af den meget kompetente styrmand Frede Hansen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ved ilandstigning blamerede Finn sig en smule, idet han overfor klubbens præsident Prof. Dr. Ing. Frank König spillede lettere overrislet. Ved fælles hjælp fik man ham dog bakset i land.
Madhold 3 virkede meget rolige og afslappede eftermiddagen igennem. Vi var nogle stykker, der ikke var helt trygge ved situationen. Men på sædvanlig professionel vis fik man tryllet nogle gode grillbøffer frem, og desserten var Irish coffee.
 

Søndag morgen skulle det ved morgenmordet afgøres, hvem der dette år kunne brøste sig af titlen "Bedste madhold". Morten, der jo har forstand på tal, påtog sig opgaven at lede afstemningen. Hvert af de 3 madhold fik 1. stemme hver, så endnu er vi lidt i vildrede.
Efter planen skulle hjemturen starte efter frokost, men blandt forsamlingen var der stemning for at køre, når oprydning og pakning var overstået. Jan A skulle blot lægge de 2 udleverede nøgler i huset ved afrejse. Han kunne dog kun finde den ene - den anden fandt han senere i sin oppakning - den blev eftersendt.
Tilbagelevering af ølanlæg og mere eller mindre tomme fustager fandt sted på parkeringsanlæg ved Lellinge, hvor Morgens bror beredvilligt tog over.
Endnu et dejligt træningsophold, som vil gå over i historien, var til endebragt.

 Jan Preisler