|
Forår på Sorø Sø
Jeg dyrker motion på Sorø Sø sammen med cirka
15 andre modne roere fra Sorø Roklub. Vi er fire tidligere
kaproere, som har fået lov at bruge en gammel firer uden
styrmand. (Den samme bådtype, som guldfireren ror i). Her
en tidlig sommermorgen lå vi ud for spidsen af Sorø
Akademis park og holdt et lille hvil. Da kommer en lille temmelig
forpjusket andemor svømmende hen i nærheden af vor
båd. Pludselig overfaldes den af fire brunstige andrikker,
som er ved at drukne den stakkels fugl i deres iver efter at
få tilfredsstillet deres brunst. Ved hjælp af råben
og plasken med årerne får vi drevet de tre af hannerne
væk, og den stakkels andemor flygter op på agterdækket
af vor båd forfulgt af den sidste andrik. Det er imidlertid
så nær mig (jeg er holdets stroke), at jeg kan genne
den væk. Så kravler den lille forpjuskede hun over
kanten og ned i selve båden og lægger sig under mine
ben, hvor jeg har fødderne fastspændt i fodholderen.
Da den ikke viser tegn på, at den vil forlade os, begynder
vi at ro tilbage til roklubben. Efter en lille tid kravler den
op fra bunden af båden og sætter sig på min
højre fod. Herfra kan den nyde udsigten over Sorø
Sø og holde øje med eventuelt flere brunstige andrikker.
Lidt senere kravler den så atter ud på bådens
agterdæk, hvor den sidder og netter sine fjer, medens vi
ror hen over søen. Den bliver der, lige til vi er tilbage
ved roklubben og lægger til ved broen. Først da
hopper den i vandet og svømmer væk, medens vi løfter
båden ud af vandet.
Denne søde lille historie viser mig, at fugle godt kan
skønne, hvornår mennesket er ven eller fjende. Min
dag var meget rigere efter den oplevelse.
PS. Jeg fylder 82 år om en måned, men er still
going strong.
Ebbe |
